:: Forside
   :: Om os
   :: Hverdagen
       Hverdagen i Børnehaven
       Hverdagen i vuggestuen
       Politikker
         Sorg og krise plan
         Sygepolitik
         Frivilligpolitik
         Solpolitik
         Søvnpolitik
         Rygepolitik
         Mad- og måltidspolitik
   :: Indmeldelse
   :: Bestyrelsen
   :: Ledige stillinger
   :: Støtteforeningen
Søvnpolitik

Juli 2016

Søvnpolitik:
 

Med udgangspunkt i forskning og undersøgelser lavet af søvnforsker og søvnekspert Søren Berg og Marian Petersen og børnelæge Vibeke Manniche har vi i Bommerhaven udformet følgende søvnpolitik:
 

Søvn er et basalt fysiologisk behov på lige fod med mad, drikke og kontakt, og er dermed en forudsætning for barnets sundhed, udvikling og trivsel. Ifølge søvnforsker Søren Berg er det søvnfysiologisk korrekt at lade børn sove til de vågner af sig selv. Middagsluren har ingen indflydelse på nattesøvnen, jo bedre middagslur jo bedre nattesøvn og omvendt. Barnets biologiske ur sørger for, at barnet vågner, når det er færdigt med luren. Hvis et barn kontinuerligt vækkes fra sin middagslur, stresses barnet og det påvirker barnets trivsel og udvikling.


Middagssøvnen er en naturlig del af barnets samlede søvnbehov. Og samtidig er det en velkommen pause for barnet i en travl og krævende hverdag, hvor alle sanseapparater bliver stimuleret og udfordret.

Ifølge forskning sover danske børn generelt for lidt og det går ud over livskvaliteten.
Børn i alderen 0-3 år har som hovedregel brug for 12-13 timers søvn om natten og mellem 1,5 og 3 timer i løbet af dagen. Det varierer selvfølgelig fra barn til barn, hvor meget de sover, og alt afhængigt af alder, også hvor mange lure barnet behøver i dagtimerne. Der kan også være perioder, hvor barnet har mere brug for søvn end i andre perioder.


Under søvnen sker der mange fysiske og psykiske processer, som er nødvendige for kroppen:

  • Børn producerer store mængder af væksthormoner, mens de befinder sig i de dybeste søvnstadier.
  • Dårlig søvn forhindrer dem ikke bare i at vokse, men også i at hele sår og genopbygge kroppens celler, bearbejde alle sanseoplevelser m.m.
  • Langtidshukommelsen virker først for alvor under søvn. På scanninger kan man se, hvordan hjernen rydder op i dagens indtryk og sørger for, at det vigtigste hænger ved. Børn, der sover for lidt, lærer og forstår med andre ord mindre, end børn der får tilstrækkelig søvn.
  • Den fysiologiske udvikling, herunder opbygning af immunforsvaret, cellereparation og vækstudvikling.
  • Intellektets og psykens udvikling og opbygning, herunder bearbejdning af følelser og oplevelser.


Søvnmængden og søvnkvaliteten er afgørende for:

  • Barnets psykiske tilstand, det psykiske overskud og humøret.
  • Barnets fysiske tilstand, et godt immunforsvar, appetitten og den almene fysiske trivsel.

 

Søvnen har ligeledes forskellige stadier, som har hver deres funktion.

  • Overfladisk søvn hvor man let vækkes af lyde.
  • REM søvn, drømmesøvnen der reparerer og er vigtig for det sociale liv, indlevelse og mentalt overskud.
  • Dyb søvn, som reparerer og er vigtig for fysikken og immunforsvaret.
  • Den fulde restituering i søvnen opnås ved længerevarende sammenhængenhed.

 

Konkrete retningslinjer for søvn her i Bommerhaven:


Børn mellem 0-3 år:

  • Der bliver stillet en barnevogn, barnevognskrybbe eller stor krybbe til rådighed.
  • Madras, dyne, betræk, myggenet, sele m.m. er inkluderet.
  • Børnene sover i vores krybberum, hvor der er en fast babyalarm – vi tjekker dog børnene med jævne mellemrum.
  • Årstiderne – I bedes sørge for varmt sovetøj i vinterhalvåret (f.eks. tyk trøje, tykke bløde bukser, heldragt, vanter, tynd bomulds elefanthue). Sommerhalvåret (tynde bløde bukser, ekstra undertøj/bodystockings). Vi frabeder os tøj med snore af sikkerhedsmæssige årsager.
  • Alt afhængigt af alder og behov tilbydes der en/to/tre lurer. De fleste børn sover dog i tidsrummet 12.00 – 15.00.
  • Vi vægter hver dag at have rolige stunder inden putningen – f.eks. via rolig musik, historielæsning, massage, nus og stille leg.

Børn mellem 3-4år:

  • I denne alder kan der fortsat være behov for en middagslur, og vi er naturligvis i dialog med Jer forældre om behovet for søvn.
  • Vi vil prioritere, at barnet sover inde på en madras med en dyne – ”soverum” vil blive skabt for børnene i vuggestueafdelingen. At sove inde er også med til at skabe en blidere overgang fra middagslur til ingen middagslur.
  • Hvis barnet skal sove i krybben – hvilket aftales med personalet -, skal der udfyldes en tilladelse til brug af sele fra Jer forældre. Denne seddel bliver udleveret af personalet.
  • Der vil være pædagogiske aktiviteter, som gør, at barnet ikke får sovet den pågældende dag – fx ture ud af huset, fødselsdage m.m.

Børn mellem 4-6 år:

  • Som udgangspunkt regner vi med, at barnet ikke skal sove til middag, men er naturligvis i dialog med Jer forældre, hvis der er behov derfor.
  • I denne alder er der oftere behov for at have en hvilestund fremfor direkte søvn.
  • Vi vægter hver dag rolige stunder i form af rolig musik, historiefortælling, massage, stille leg m.m.
  • Der vil være pædagogiske aktiviteter, som gør, at barnet ikke kan hvile den pågældende dag – fx ture ud af huset, fødselsdage m.m.

Når et barn sover om dagen, så er det fordi, barnet er træt. Det er vores holdning, at børns behov for søvn skal respekteres. Børn skal have lov til at sove, når de er trætte, og som udgangspunkt lader vi dem sove, til de selv vågner.

I nogle tilfælde kan barnets søvnrytme blive en udfordring for familien og dagligdagen. I de tilfælde er vi naturligvis i en løbende dialog om, hvordan vi i fællesskab kan finde en god løsning for barnet, så barnet både kan fungere og trives i institutionen og i hjemmet.

 

 

Gode råd:

Har man som forældre problemer med at putte sit barn hjemme, kan det være en god ide at være opmærksom på følgende;

  • Vær opmærksom på eventuelle forandringer, børn påvirkes meget af familiens situation som f.eks. en ny lille søster/bror, flytning, skilsmisse, nyt arbejde og overskuddet/stemningen i familien.
  • Vær opmærksom på faste putteritualer, det giver tryghed og genkendelighed.
  • Put barnet når barnet er træt, altså inden det bliver overtræt.
  • Lad ikke barnet spise ½ time før sengetid.
  • Vær ikke fysisk aktiv lige før sengetid.
  • Skab tryghed, ro og tid uden fjernsyn, Ipad mv. og for meget lys – sluk al elektronik mindst 1 time før sengetid. Det er videnskabeligt bevist, at stråler fra tv, Ipad m.m. IKKE er sundt og beroligende, men derimod med til at stresse vores hjerne og krop.

Gør putteritualet hyggeligt, men brug max 10 min. på at læse/synge.

Både vi og sundhedsplejersken står også til rådighed ift. råd og vejledning ift. søvn, putning osv.  

 

Derudover vil vi anbefale følgende litteratur:

Vibeke Manniche, ”Børns søvn – den lille sovetryne”

Eduard Estivill og Sylvia de Béjar, ”Godnat og sov godt – lær dit barn gode sovevaner”

Beneditke Hertel, ”Godnat min skat” – Politikkens forlag

www.scansleep.dk – Søren Berg og andre søvnforskere

Alternativ litteratur:

www.katrinebirk.dk (findes også på facebook) – zoneterapeut og alternativ behandler

www.roomforeflection.dk (findes også på facebook) – Bogen ”Børnemeditationer – i mit hjerte” kan købes på denne hjemmeside


   Bommerhaven   |   Bommerhavevej 2   |   7100 Vejle    |   lederteam@bommerhaven.dk
Design copyright © 2010 BSM-Reklame | kode BMS-Software - administration